Onsdag den 9. maj 2018 – startdagen for mit første ultracykelløb og for det der nu var blevet et delmål,
men stadig var en stor udfordring.
1.600 km rundt i Danmark på max 4 døgn.
Faktisk havde jeg 104 timer til at gennemføre, for at kvalificere mig til Race Across America (RAAM), hvilket var 8 timer mere end mændene. Men mit mål var at komme under de 96 timer man havde som mand. Det ville være en god indikator i forhold til RAAM, og den tidsgrænse der er på løbet.
Jeg var spændt, glad og kunne slet ikke vente med at blive sendt afsted. Kl. 12.00 skulle starten gå, og jeg
var eneste rytter der skulle sendes afsted, da mændene som havde kortere tid, først skulle starte kl. 18.00.
Peter Sandholt talte ned. 10, 9, 8… og så gik starten. Vi var i gang og jeg skulle kun koncentrere mig om at
cykle de næste 4 døgn – sikke en lettelse, efter nogle hektiske uger med forberedelser.
Der var lavet plan for, hvilken cykel der skulle bruges på hvilke stræk, og jeg lagde ud med at køre på
racercyklen. Gode bakker omkring Horsens og de første 150 km. Det passede med et cykelskift ved
Timestation 2 – Hadsund. Over på tricyklen og afsted. Det gik forrygende. Det var næsten ikke til at tro. Min
skulder gjorde ondt, men det havde jeg fra starten vidst den ville gøre, så det havde jeg accepteret.
Det er en del af det ultrasport handler om, accept. Accept af smerter, træthed, dårligt vejr, uforudsete hændelser. Forvent det uventede. Så er man kommet langt. Jeg cykler ikke hurtigt, men jeg er stærk mentalt. Jeg havde fået besked på, at det handlede om at blive på cyklen – ikke en masse ”jeg skal lige”-pauser. Det tog jeg så bogstaveligt, at da nogle gode venner stod i vejkanten og heppede, vinkede jeg bare og kørte videre. Oppe i mit hoved, skulle jeg blive på cyklen – ikke stoppe. Bagefter kunne jeg dog godt se, det var en helt forkert handling. De var kommet for at støtte mig og heppe, og det mindste man kan gøre, er at stoppe og sige tak. Men jeg skulle blive på cyklen (jeg har efterfølgende undskyldt mange gange til Anna Marie og John, over ikke at stoppe). Alt var nyt, og jeg skulle lige lære ”spillereglerne”.
Første døgn fløj afsted og der blev tilbagelagt 506 km, hvilket var langt bedre end forventet og med et
enkelt powernap på 20 min, præcis som planlagt. I Hvide Sande, efter ca. 520 km, var det tid til turens andet
powernap, og et lille interview til alle følgerne på Facebook, men følelserne tog over, og det blev afsluttet
med et grådkvalt tak. Det er utrolig rørende at sidde på cyklen, og få beskeder læst op fra dem der sidder og
følger med hjemme i stuerne. Det rørte mig dybt, at der var så mange der fulgte min færd rundt i landet.
Efter powernap og mad i Hvide Sande, åbnede himlen sig, og det blev til en tur i oversvømmede gader og i
tøj, der var gennemblødt fra inderst til yderst. Her mærkede jeg vigtigheden i at have trænet det man skal
ud i. Jeg har kørt mange lange ture i regn. Både alene og sammen med Claus (coach og kæreste). Derfor behøvede Claus også bare lade en bemærkning falde om, at det her havde jeg prøvet så mange gange før. Det havde jeg trænet. Så var det ud i regnen og videre.
Torsdag aften ankom vi til Kolding, hvor der ventede en overraskelse fra teamet. De havde spurgt ud på min Facebookside, om der var nogen i Kolding, der kunne hjælpe med et bad, når vi ankom ved midnatstid. Det kunne Tine og Jacob. Jeg kendte dem ikke og ingen på teamet kendte dem, men via René, der følger min side, blev Tine opmærksom på teamets spørgsmål om et bad, og åbnede hjemmet for mig. Et varmt bad efter dagens regnvejr var helt igennem fantastisk, og efterfølgende bød natten på 2 timers søvn på en luftmadras i bussen. Hvilken luksus. Min første ”lange” søvn.
Jeg havde den største opbakning man kan ønske sig undervejs rundt i Danmark, familie, venner, Facebook
følgere og ikke mindst teamet. Som beskrevet ovenfor, åbnede mennesker jeg ikke kendte deres hjem for
mig, eller stod langs vejkanten og bød på kaffe eller blot lidt opmuntring på vejen.
Min familie var alle steder, med hep, bannere, kaffe, kram, opmuntringer skrevet på vejene og vejfester. Jeg har en stor familie og den mest støttende af slagsen. Tusind tak til jeg alle – både i Jylland, på Fyn og på Sjælland.
Mit uvurderlige team holdt mig kørende, med mad, drikke, opmuntring, cykelskift, opvartning og overraskelser. Alt dette var med til at gøre turen til en leg, også når det var hårdt.
På turen over Fyn, fik jeg min første ”jeg-skal-lige”-krise. Jeg syntes ikke sadlen var helt ok. Den blev derfor
skiftet til en reservesadel, som aldrig kom til at fungere. Heller ikke efter 10 justeringer. Tilbage med den
oprindelige sadel. Den blev så igen justeret adskillige gange op/ned, før jeg var helt på det rene med, at det
ikke havde noget med sadlen at gøre, men mere med min træthed. Igen accept. Sadlen er god nok. Videre.
Det næste døgn forløb efter planen. Storebælt blev krydset i bil, og Syd- og Østsjælland forsvandt bare.
Min næste overraskelse fra teamet, var ved næste overnatning. Et døgn og et powernap siden jeg sidst
havde sovet 2 timer. De var stødt ind i Steen, som selv cykler og som tilbød at vi kunne låne hans spabad og
førstesalen i hans hus til at sove på. Spabad, brusebad, massage og 2 timers søvn i en seng. Det er
ultracykling i luksusudgaven. På det tidspunkt, var kroppen godt træt.
Jeg lærte dog hvad lange pauser gør ved kroppen. Den tror man er færdig med det der pjat man udsætter den for, og starter restitutionsprocessen. Av, det er ikke sjovt at få gang i kroppen igen efter sådan et hvil. Det tog mig 2 timer, hvor jeg ikke kunne træde en bule i en blød hat. Rigtig god erfaring at få med. Balance.
Balance mellem pauser og søvn, som er nødvendige for at kunne fortsætte mange dage, men også med øje på kroppens funktioner, så ikke den når at lukke helt ned. Læring og accept. Accepten af, at kroppen ikke kunne yde mere den morgen, og så lade den blive varm og vågne. Så kørte det igen – Veddinge bakker i god fart og kurs mod Korsør og 2. tur over Storebælt. Udsigt til et powernap og sidste tur over Fyn.
Ved Odense fik jeg min 2. krise. Jeg var træt. Mega træt. Der var 5 km af ruten, hvor følgebilen skulle køre
én vej og jeg skulle køre en anden ad et stisystem, som så ville føre mig sammen med følgebilen igen. Jeg
faldt i søvn på cyklen. Jeg gik helt i panik, da det gik op for mig. Det måtte bare ikke ske – det var for farligt.
Jeg måtte fokusere. Der var jo ikke så langt. Igen gled øjnene i og kantstenen kom meget tæt på forhjulet. 3
gange skete det og jeg var magtesløs. Kunne intet gøre for at holde mig vågen.
Læring – når jeg bliver træt, bliver jeg træt her og nu. Derfor var der ikke noget at diskutere, da jeg mødtes med følgebilen og teamet. Jeg skulle sove NU. Ikke noget med at finde et egnet sted. Liggeunderlaget ind i rabatten og mig på langs. 20 min i komaagtig tilstand, så var det tilbage på cyklen og afsted igen.
Al træthed var væk og vi rullede stødt og roligt mod Lillebælt og den sidste del af mit første ultracykelløb. Sidste nat bød på endnu et powernap, og temperaturer ned til 5 grader. Det var jeg ikke lige forberedt på, og det hev lidt kræfter og tærede på humøret. Improvise, adapt and overcome. Dunjakken, der ellers kun var med til pauserne, kom i brug på cyklen, og tempoet omkring Vejle var ikke det højeste. Men igen havde jeg trænet det jeg skulle ud i, så bakkerne omkring Vejle havde jeg kørt før, og beskeden fra Claus var som tidligere. Det her har du prøvet før. Så var den parkeret, og der kunne fokuseres på at holde cyklen i gang. Horsens var inden for rækkevidde.
Sikke en fest. Min familie var mødt talstærkt op, teamet stod klar i målområdet og Peter Sandholt stod klar
med lykønskning. Jeg trillede over målstregen i Horsens på Casa Arena, til lyden af Lukas Graham ”Off to
see the world” 94 timer 52 minutter og 55 sekunder efter jeg havde forladt området.
Ikke alene var jeg nu kvalificeret til at køre Race Across America. Jeg havde også kvalificeret mig inden for mændenes max tid.
Jeg var lykkelig, træt og stolt. Jeg troede på det og gjorde det.
Præcis som mit mantra siger ”She believed she could – so she did”
Mit første ultracykelløb. Årets første mål, og delmålet på vejen til USA.
Vejen var banet for 2019.