Ironman Copenhagen 2018 – den første “rigtige” Ironman
Min første fulde Ironman og årets andet store mål.
Det var en stor dag – det ved alle der har lavet en Ironman – den første er noget særligt.
Man har trænet mange timer – man har tænkt på denne dag længe. Måske siden man startede med at dyrke triatlon, men især siden tilmeldingen blev lagt. Ironman – ikonisk – stort.
Jeg havde glædet mig og frygtet det – som jeg har det med alle store mål. Jeg tror på jeg kan, ellers er det lige meget med at lægge en tilmelding. Det er første succeskriterie. Det næste er at have respekt for udfordringen. Hvis man ikke har respekt og negligerer den belastning man udsætter kroppen for, bliver man let overmodig.
Jeg havde den dybeste respekt for udfordringen, men havde hverken fået trænet svømning eller løb nok, da det var cyklingen der havde været mest fokus på den første halvdel af året.
En forsigtig målsætning på 13 timer, var realistisk, og var det jeg meldte ud. Hjemme havde jeg lavet min egen lille kalkule, der endte på 12:40. Den holdt jeg for mig selv, men var skrevet ned hjemme. 1:45 til svøm, 6:00 til cykling og 4:45 til løb, resten var til skift mellem disciplinerne.
Svømningen gik over al forventning og jeg tog mig selv i at smile og smågrine, da jeg rundede sidste bøje og endte med en tid på 1:37:42, hvilket var bedre end håbet. Min samlede svømmetræning forud for raceday var på 21 km på hele året (ikke imponerende).
Langsomt skifte til cyklen. Jeg frøs og det tog tid at komme i ærmer og cykelgrej. Men hellere et roligt skifte,
end at komme på cyklen med høj puls.
Cyklingen var en leg. Det er mit element. 180 km og god fart. Det er det jeg kan. Det er det jeg elsker. Jeg
hentede mange på cyklingen, og steg 760 pladser overall (både mænd og kvinder) fra slutningen af svøm, til
slutningen af cykling. 5:54:57 – jeg var ovenud lykkelig. 30,5 km/t i snit på 180 km – I love it!!
Igen et langsomt skifte. Pulsen ned og mental ro.
Så gjaldt det løb. Løb i Københavns gader, som var én stor fest. Allerede på vej op ad rampen fra
skiftezonen, hørte jeg mit navn og mit mantra blive råbt “She believed she could…”.
Åh, det var fantastisk. Jeg var stærk mentalt og det var nu jeg skulle vise det og vise dem der var kommet for at heppe, at de ikke var gået forgæves. Kæreste, facebookfølgere, familie og venner heppede. Jeg løb og smilede det bedste jeg kunne. Jeg festede og nød det. I hvert fald de første 13 km. Så gik maven i stykker og toilettet måtte i brug. 5 km mere og nyt toiletbesøg. Det var ikke godt. Slut med at indtage energi – kun vand og kiks. Det gik bedre, ro på maven, nu var det kun benene der gjorde ondt. Men det var forventeligt, så det fik ikke lov at fylde. Ved 38 km måtte jeg alligevel ty til toilettet en ekstra gang. Det havde kostet dyrt på tiden, og jeg skævede til uret, om jeg kunne holde mig under de 5 timer på løb. Min hjerne ville ikke regne, så den ene gang når jeg kiggede, var jeg i fin tid og næste gang, var jeg sikker på ikke engang at kunne holde mig under de 13 timer.
Det var fantastisk at dreje ned mod mål, og høre ordene ”Elin Starup, You are an Ironman” og se tiden 12:46:26 på trods af 20 min brugt på toiletbesøg. Glad og stolt fik jeg min medalje om halsen og kunne konstatere, at jeg havde klaret løbet på 4:57:18. Min målsætning holdt.
Jeg kender mig selv, og hvad jeg kan præstere. Jeg er ikke hurtig, men jeg kan blive ved. Jeg var ikke nede at gå undervejs på løbet, men løb hele vejen. Langsomt men sikkert.
Jeg troede på det – jeg troede på jeg kunne gennemføre min første fulde Ironman.
She believed she could so she did
