Om mig og vejen mod ultra

I 2010 startede jeg med at løbe…

Det havde jeg aldrig tidligere gjort – det havde altid været cykling og ridning, der havde været min passion. Aldrig på højt niveau, men på et niveau, der passede mig. Der hvor jeg syntes det var sjovt.
Når man starter med at løbe, er det normalt at sætte sig et mål – et 5 eller måske 10 km løb. Mit første mål var et halvmarathon over Øresundsbroen. Det løb jeg i juni 2010 og det var en fantastisk fornemmelse at have sat sig et mål og gennemført det.
I 2011 flyttede jeg til udlandet for en 3 årig periode, og fik ikke rigtig cyklet eller løbet. Men da jeg kom tilbage til Danmark i april 2014, kom løbeskoene atter på, og denne gang var det Storebæltsbroen der skulle løbes over i september 2014. Også dette løb blev gennemført med stolthed og glæde.
Så skete der det fantastiske, at min hjerne begyndte at agere som hjernen hos en ultramotionist… “Hvis jeg kan løbe et halvmarathon – kan jeg så også løbe et helt?”
Det gjorde jeg i 2015 – og samme år kom der endnu et par halvmarathon på CV’et.
I 2016, efter yderligere et par gennemførte halvmarathon, trykkede jeg er par ribben og havde svært ved at løbe.
Da jeg på dette tidspunkt, var i rimelig god form, kunne jeg slet ikke overskue, ikke at skulle dyrke motion, men det gik simpelthen ikke at løbe.
Cyklen…
I mit skur, stod min knap 20 år gamle racercykel. En hurtig vask og et sæt nye klikpedaler – så var den klar til landevejen. Og afsted det gik.
Jeg havde glemt det…
Lykkefølelsen af at køre på cykel.
Passionen var der stadig. Det er nemlig sådan det er – passion kan man undertrykke – men den vil altid ligge på lur for at blive sluppet løs igen.
Turene blev længere og nydelsen var enorm.
Med tiden blev ribbenene gode igen, og det var nu muligt at både cykle og løbe.
Nå ja – så var der en god kollega der mente jeg var 2/3 af vejen til at dyrke triatlon.
Jeg skulle bare koble svømning på også – så var jeg der. Men jeg kunne ikke svømme…
Ikke crawl i hvert fald. Jeg kunne svømme brystsvømning – men det var jo ikke lige den slags svømning jeg så, når jeg tjekkede, hvad triatlon gik ud på.
I august 2016 lå et lille fint triatlon stævne der var til at overskue. KMD 4:18:4.
Jeg skulle bare lige lære det der crawl…
Det gik jeg i gang med i juli 2016 – og det lykkedes at crawle de 400 meter, der skulle forceres på svømmedelen til stævnet.
Cyklingen gik over al forventning – min 20 år gamle trofaste gule jernhest (i øvrigt købt efter at have set hele Tour de France i 1996, hvor Bjarne Riis jo vandt) – var blevet opgraderet til en Specialized carbon racer med tri bøjler på – hold op en lykkerus at køre de 18 km på den.
Jeg fik blod på tanden.
4:18:4 er 1/10 Ironman
I løbet af den næste måned, lavede jeg 1/8 og 1/4 samt løb Copenhagen Half halvmarathon i september.
Så var sæsonen slut…
Det duede ikke – der skulle mere til.
Jeg fandt et halvmarathon i en distance hjemmefra, hvor jeg kunne cykle de godt 25 km derud – gennemføre løbet – og cykle hjem igen.
Derefter et maraton, der blev gennemført i november.
Ikke flere løb – så var det cyklingen.
Nogle gode ture henover vinteren – næsten 2.000 km på cyklen var det blevet til i 2016 – en god start – men også kun en start. For nu tog det fart.
Turene på cyklen blev længere og længere…
Derfor var det naturligt, at da årets Lillebælt Halvmarathon skulle løbes, blev turen dertil og hjem igen taget på cykel. En weekend der altså bød på 450 km cykling og et halvmarathon. Jeg elsker det – det må kunne noget mere…

Det kan det – så meget mere…